Storbyens stednavne

I de senere år er interessen for storbyernes stednavne kommet mere i fokus end nogensinde tidligere. Hovedårsagen hertil er naturligvis, at byerne er vokset voldsomt, og at der i takt hermed er sket en generel urbanisering af den menneskelige omverdensopfattelse. Det er storbyen, som har sat standarderne også for liv og tænkemåde i det gamle bondeland. Konkret er årsagen naturligvis også at finde i den omstændighed, at der op gennem navneforskningens videnskabeligt aktive periode – groft sagt identisk med 1900-tallet – kun er arbejdet meget lidt med byernes stednavne, og da så godt som udelukkende gadenavnene. Endelig kunne man også nævne, at ændringerne i de voksende bymiljøer har medført, at også storbyernes egne stednavne nu i større udstrækning udsættes for ændringer og tab. Hvor historisk interesse og agrartekniske ændringer omkring år 1900 gik hånd i hånd om at fremme udforskningen af landbosamfundets stednavneforråd, kan historisk interesse og bybevidst­hed i dag tage hinanden i hånden for at afklare og dokumentere det urbane navnestof.

Men interessen for storbyens stednavne kan også noget mere, for en stor del af storbyernes navnestof er endnu så ungt, at dets tilblivelse er kendt enten gennem skriftlige kilder eller ved direkte erindring hos involverede personer. Herved adskiller navnestoffet sig afgørende fra bonde­samfundets gamle og halv- eller heldunkle navne, og derved kalder det på andre spørgsmål end dem, der kan rejses over for det gamle agrare navneforråd.

47 storbyteenageres navnekendskab

Det er på denne baggrund man skal se den Københavns-undersøgelse, som jeg begyndte på i 2000. Den er direkte inspireret af de finske navnebrugs­undersøgelser, som Peter Slotte, Kurt Zilliacus og Gunilla Harling i 1973 præsenterede under fælles­titlen Sociologiska namnstudier i Synvinklar på ortnamn. Men den adskiller sig alligevel på flere væsentlige punkter fra disse undersøgelser, også udover at vedrøre storbynavnestof og ved at jeg indtil nu kun har udført et par pilotsonderinger.

Hvor de finske undersøgelser koncentrerer sig om forskellige befolkningsgruppers navnebrug og navnekendskab, er det min plan med den påbegyndte undersøgelse ud over disse aspekter også at tilvejebringe information om tilegnelse af navnestof. De udførte sonderinger har bestået i, at følgende spørgsmål et blevet afprøvet på eleverne i 6. klasse (13–14 år) på en skole i den københavnske bydel Sundbyøster. Der blev spurgt 30 elever (to klasser) i 2000 og 17 elever (en klasse) i 2001.

Syv spørgsmål om stednavne

1. På hjørnet af Amagerbrogade og Gimles Allé ligger en butik, som sælger lamper.
Hvad hedder den __________________
eller har den ikke noget navn _________

2. På Amagerbrogade over for Smyrnavej ligger en grillbar.
Hvad hedder den __________________
eller har den ikke noget navn _________

3. Hvad hedder den kirke, som ligger på Kastrupvej over for Højdevej?
      o Nathanaels Kirke
      o Filips Kirke
      o Sundby Kirke

4. Er Polensgade en sidegade til
      o Holmbladsgade
      o Amagerbrogade
      o Sundholmsvej

5. Hvor ligger Æblerosevej
      o i Kastrup
      o ved Sundbyvester Plads
      o i Tårnby
      o andet

6. Hvor vil du placere Tysklandsgade
      o på Vesterbro
      o på Nørrebro
      o i Sundby
      o andet

7. Hvad er Smyrna i Smyrnavej
      o et pigenavn
      o et navn på en by
      o et navn på en blomst
      o et navn på et land
      o andet. Hvad _______

Nogle af spørgsmålene er af multiple choice-typen, andre giver eleverne fri svarmulighed. Undersøgelsen er blevet præsenteret for eleverne af deres lærer i orienteringsfag, og besvarelsen har været indlagt i en del af en skoletime. Læreren har fortalt eleverne, at en professor på universitetet til en større undersøgelse gerne ville vide, hvad netop de kendte til bestemte lokale stednavne. Det er også blevet understreget, at besvarelsen var anonym og ikke havde noget med prøve, eksamen eller bedømmelse i øvrigt at gøre. Læreren har både derfor og med henvisning til det viden­skabelige formål understreget, at der ikke var nogen som helst idé i at kikke hos sidemanden. Kunne de ikke besvare spørgsmålet, skulle de bare gå videre til næste spørgsmål. Samarbejdet er foregået med en lærer, jeg kender godt.

Alle spørgsmålene bygger på den forudsætning, at centrum i elevernes univers er Sundby­øster Skole. Det er naturligvis en fiktion, men jeg anser det for umuligt og uinteressant at korrigere for den tendensfrie generalisering.

LampeBiksen, Dragon Grill Express og Filips Kirke

De to første spørgsmål har til formål at aflæse, om eleverne hæfter sig ved lokale butikkers navne, når de står på facaden. Jeg valgte to butikker ret tæt ved hinanden. Den ene med en varetype, som jeg formoder ikke interesserer 13–14 årige et klap (lamper), den anden med et højinteressant vare­udbud (burgere etc.).

15 ud af 47 elever svarede på det første spørgsmål Lampebiksen (diverse stavemåder), 10 svarede ”Det ved jeg ikke” og 11 havde blot undladt at svare. Andre navneforslag kom ind med 1 eller 2 bud.

Svarene vedrørende grillbaren på Amagerbrogade viste overraskende nok et lavere bekendthedsniveau. Kun 8 af de 47 elever svarede rigtigt. En del af det ringe resultat kan muligvis skyldes, at grillbaren mellem 2000 og 2001 skiftede navn. I al fald er der 6 korrekte svar i 2000 (Tip-Top), men kun 2 i 2001 (Dragon Grill Express). I 2001 er der 1, som kender det gamle navn. Der er 11 bud på forskellige andre navne, heraf 5 i 2000 på Kinagrillen, der kan formodes at have været et lokalt uofficielt navn på etablissementet. 2 svarede Orlando, hvilket viser sammenblanding med en anden grillbar på Amagerbrogade. Det største svarantal ligger i kategorien ikke noget navn/ubesvaret/ved ikke.

Det tredie spørgsmål gav kun eleverne tre muligheder + ved ikke, som 1 svarede. Ideen bag spørgsmålet var at afprøve, om en af kvarterets få monumentalbygninger indgik med navn i elevernes bevidsthed. Min forestilling var – og er – , at bestemte anlæg af punktkarakter (pladser, torve, broer, slotte, kirker o.l.) indgår som onomastiske pejlemærker. Min forestilling må siges at være blevet bekræftet; ikke mindre end 42 svarede korrekt Filips Kirke på spørgsmålet.

Polensgade og Æblerosevej

De to næste spørgsmål vedrørte gadenavne. De har et dobbelt formål, nemlig dels at prøve at belyse om de adspurgte har kendskab til gade­navne i nogen afstand fra skolen, dels ligesom de to efterfølgende spørgsmål at afprøve, om indordning i betydningssammenholdte navnegrupper (gruppenavngivning) har nogen funktion i omverdensopfattelsen.

Polensgade er en ret lang (ca. 500 m), men temmelig betydningsløs gade godt 1 km nord for skolen. Den ligger i samme kommune og omend ikke på den direkte vej mod Københavns midte så dog i det centrumsorienterede bælte nord for skolen, som må antages at tiltrække elevernes opmærksomhed i højere grad end villakvartererne syd for skolen. Her i nabokommunen Tårnby ligger i godt 1½ kms afstand fra skolen Æblerose­vej (ca. 200 m), som eleverne også blev spurgt om. Polensgade fik 25 korrekte svar (sidegade til Holmbladsgade), mens Æblerosevej (i Kastrup) kun fik 7 rigtige, mens 12 bød på Tårnby og 7 på Sundbyvester Plads-området. Jeg tolker dette som udtryk for en centrumrettet bybrug, men indrømmer gerne at forskellen i størrelse og status mellem de to veje er for stor til at sikre denne tolkning.

Virker gruppenavngivning?

Både Polensgade og Æblerosevej indgår i gruppenavngivning på Amager. Polensgade således i en meget stor gruppe, hvis emne er udenlandske stednavne, i praksis lande, landsdele og store byer. Navnene er fordelt nogenlunde i overensstemmelse med den faktiske beliggenhed, således at nordiske navne ligger mod nord, britiske og irske mod vest, centraleuropæiske øst for disse, østeuropæiske mod øst, italienske og græske mod syd og asiatiske navne længst mod sydøst. Dette navnestof dækker et ca. 6 kvadratkm stort, tæt bebygget område.

Da det er en af hovedforestillingerne bag moderne gruppenavngivning, at det semantiske sammenhold letter den enkelte borgers orientering i et stort byrum, burde denne store sundbyske nav­ne­­gruppe enten være bevidst til stede eller i hvert fald ligge i baghovedet som en aktiverbar fornemmelse. Det gør den i al fald ikke hos de adspurgte 13–14 årige skoleelever.

Hvor ligger Tysklandsgade og hvad er Smyrna?

Spørgsmålet ”Hvor vil du placere Tysklandsgade”­  har med vilje denne sproglige udformning, fordi der faktisk overhovedet ikke findes nogen Tysklandsgade i København. Men havde der været en Tysklandsgade burde den forventeligt have ligget i Sundbyøster sammen med Bremensgade, Badensgade, Hannovergade, Østrigsgade osv. 10 elever vil placere den på Vesterbro, 8 på Nørrebro, 11 i Sundbyerne, 8 svarer: andet og 10 svarer: ved ikke. Svarenes spredning røber vel først og fremmest usikkerhed. Jeg diskuterede indgående med min pædagogiske kontakt, hvordan man kunne spørge til et fingeret navn, og vi blev enige om den givne udformning. Jeg ville også nødigt have undværet spørgsmålet, for hvis man er københavner og har set gruppenavngivningens lys, kan Tysklandsgade ikke ligge andre steder end i Sundbyøster.

Det sidste spørgsmål belyser endnu en gang forholdet til gruppenavngivning, for hvis den virker efter hensigten, burde der være store svartal på mulighederne ”by” og ”land”. Alle eleverne har et forhold til Smyrnavej, da det er her skolen ligger. Svarene fordeler sig med 18 pigenavn, 13 blomst, 12 andet eller ved ikke, 2 by og 2 land. Med andre ord: de 13–14 årige elever har ikke den ringeste fornemmelse for, at her er et gadenavn som hører hjemme i en bestemt stor familie. Men svarene tjener alligevel til deres ros, for sprogstrukturelt er det faktisk meget fornuftigt at foreslå, at ”Smyrna” er et pigenavn eller navnet på en blomst.

Hvordan kommer vi videre?

Min lille undersøgelse – inspireret som nævnt af finsk forskning fra 1970‘erne – åbner for en række spørgsmål, som det må blive opgaven at få besvaret i en næste fase.

Først og fremmest giver det jo kun mening at beskrive navnetilegnelse, hvis man på samme tid og samme sted stiller de samme spørgsmål til børn og unge fordelt over alle en skoles aldersklasser (ca. 7–17 år). Aldersklasserne derudover vil dels kunne findes på gymnasier, dels andre uddannelse­sinstitutioner, men allerede her løber man ind i problemer f.eks. i Sundbyerne, hvor den slags faktisk ikke findes. Det betyder generelt, at man efter folkeskolen ikke længere kan finde lokalt sammenholdte grupper, i al fald ikke før man når frem til plejehjemmene. Vil man undersøge et lokalt navnekendskab, må man altså gå til folks bopæl.

Dette rejser endnu et problem, nemlig informant­søgning. Forudgået af teoretiske overvejelser om informantgruppens sammensætning og efterfulgt­ af bearbejdning af de potentielle informanter, der uanset spørgsmålenes simpelhed og politiske farveløshed som udgangspunkt må formodes at mene, at de kunne bruge deres tid bedre. Skole­elever frembyder i den sammenhæng en kæmpe fordel ved i forvejen at være samlet, ligesom de jo hurtigt kan konstatere, at i den tid, de bruger på at besvare navnespørgsmål, bliver de i hvert fald ikke hørt i lektier eller udsat for andre ubehagelig­heder. For så vidt angår teoretiske og praktiske overvejelser om informantgrupper kan der hentes inspiration i indledningen til The Copenhagen Study in Urban Sociolinguistics 1–2 (Frans Gre­ger­sen og Inge Lise Pedersen, 1991), men dette bysociolinguistiske studie rækker alligevel kun et stykke af vejen, fordi det så konsekvent begrænser sig til et geografisk meget begrænset og lidet klassedelt område.

Ambitionen for et bysocioonomastisk forsk­nings­projekt med vægt på tilegnelse af navnekendskab, måtte definere en række byområder og opstille spørgsmål, som på den ene side er individuelle for det enkelte område, men som på den anden side fokuserer på sammenlignelige forhold, således at både det lokale og det mere overgribende bykendskab afspejler sig i under­søgelsen. Det vil kræve mange overvejelser og betydeligt lokalkendskab at stable sådanne kommensurable spørgsmål på benene. Jeg vil absolut kun kunne påtage mig det for Københavns vedkommende, men det ville være af uhyre interesse at udføre sammenlignelige forskningsforløb i flere andre storbyer på samme tid.

Men storbyens stednavne kalder også på andre store forskningsmæssige opgaver. Byejendomme­ og beboelseskomplekser har i et eller andet omfang fået navne, enfamilieshuse i forstæderne ligeså. Nogle af disse navne bruges ikke længere; nogle er måske allerede gået tabt, andre må søges i arkiver eller gennem informanter. Et stort antal fremstillingsvirksomheder med tilknytning til storbyen har egne navne, og det samme gælder et stort antal detailforretninger. Hver for sig typer af enheder, hvis navnestof er meget, meget lidt udforsket, og i al fald slet ikke søgt sat ind i større sammenhænge. Også på dette punkt ville det være en umådelig gevinst, hvis forskerhold fra flere storbyer satte sig for samtidig at forske i bestemte lokalitetstypers navne.

Der er masser af uløste opgaver. Det er bare med at komme i gang.